Kunstrejsen til Amsterdam er arrangeret i anledning af Nivaagaards Malerisamlings særudstilling ‘Da hverdagen stjal billedet – i Danmark og Holland’ (se mere nederst) og vi kommer virkelig til at opleve kunst, 1600-tallets hverdag og vidunderlige Holland!
Vi skal således besøge det fabelagtige Rijksmuseum i hjertet af Amsterdam, hvor Rembrandts Nattevagten, Jan Steens Muntre familie og Vermeers finfølte Mælkepige venter os – og hvor jeg har skaffet os billetter til den store Frans Hals-særudstilling, som åbner få dage før vi ankommer!
For at få det hele med, tager vi også en lille tur ud til pittoreske Haarlem, hvor vi slentrer gennem de små gader og tilbringer en dejlig eftermiddag på Frans Hals Museet.
Vi skal også på en dagsudflugt til Den Haag, for her venter det overdådige Mauritshaus os med, blandt andet, Vermeers mesterværk ‘Pigen med perleørering’, ligesom vi kigger ind i Prins Willem V’s Galleri, der er Nederlandenes første museum.
Vi gæster også Rembrandts i hans eget hjem, for virkelig at få et indblik i hverdagen, som den udfoldede sig i 1600-tallet, og fortsætter med en ‘Rembrandt Amsterdam Experience’, hvor genskabte rum, video og musik fører os tilbage i tiden og fortæller historien om en af Hollands største malere.
Hele vejen igennem kunstrejsen vil mit hovedfokus være på en håndfuld fabelagtige kunstnere, nemlig Rembrandt, Vermeer, Frans Hals, Jan Steen og så meget Rachel Ruysch, som jeg kan finde frem! Jeg introducerer som altid kunstnerne og går i dybden med de enkelte værker.
Og så sørger min medguide (og søster) Ditte og jeg for, at vi spiser godt undervejs, bor så moderne, at det må siges at være direkte hipt, og hygger os med hinanden. Rejsen forløber i et behageligt tempo og vi tager offentlig transport, når afstandene kræver det.
Fredag er der også mulighed for et udenfor-program besøg på Van Gogh-museet, hvis man altså ikke har for travlt med at købe stroopwafels, kaas og tulpen.
Kunstrejsen arrangeres, som sagt, i anledning af Nivaagaards Malerisamlings store særudstilling, der åbner i januar 2024: DA HVERDAGEN STJAL BILLEDET – I DANMARK OG HOLLAND, med berømmede mesterværker og glemte skatte fra hollandsk barok og dansk guldalder.
Udstillingen belyser det nybrud, som fandt sted i hollandsk 1600-tal, hvor kunstnerne kastede sig over skildringen af hverdagen og dens fortællinger. En tendens, som den senere danske guldalder fulgte op på, hvilket også indgår i udstillingen. De markante perioder udgør to af hovedakserne i museets samling, som sættes i spil med en perlerække af indlån fra andre museer. Dertil bringer kunstrejsen også et fokus på Rembrandt, som Malerisamlingen er berømt for.
- med Nattevagten, Mælkepigen, den Muntre Familie og mange, mange flere fantastiske mesterværker!
Alt dette er med i prisen:
Fly tur/retur København-Amsterdam (direkte med SAS)
Transport ml. lufthavn og hotel t/r
4 overnatninger på centralt beliggende, moderne hotel
1 velkomstmiddag med vand, vin og kaffe
4 x morgenmad på hotellet
3 x frokost med drikkevarer og kaffe
1 afskedsmiddag med vand, vin og kaffe
Samtlige udgifter til entré, transport, drikkepenge og turistskatter
Hvad du selv skal betale:
Evt. mad på udrejsen og forplejning på hjemrejsedagen, 2 x aftensmad på egen hånd, samt hvad du måtte få lyst til at købe til dig selv eller andre undervejs!
Bemærk, at ændringer kan forekomme i programmet.
Og husk at have både gyldigt pas, rejseforsikring og afbestillingsforsikring.