TRINE ROSS REJSER
TRINES ANMELDELSER
Suzanne Valadon, Model, Maler, Rebel
Glyptoteket, 2022
❤️❤️❤️❤️❤️
Denne anmeldelse blev bragt i Politiken 26. februar, 2022.
Med den første præsentation af Suzanne Valadon i Norden og den kun anden nogensinde af en kvindelig, fransk kunstner, forsøger Glyptoteket at rette op på fortidens fejltrin. Og det lykkes glimrende!
Glyptoteket har givet den nyåbnede særudstilling med værker af Suzanne Valadon underoverskriften ‘Model, Maler, Rebel’, så lad os følge samme rækkefølge her. Valadon bliver født i 1865 og døbes Marie-Clémentine, men som purung model i 1880’ernes Paris bliver hun først kendt som Maria. Senere giver hendes daværende kæreste, Henri de Toulouse-Lautrec, hende kælenavnet ‘Suzanne’ med reference til den Suzanne, som i Det gamle Testamente efterstræbes af ældre mænd.
Men Suzanne Valadon bliver ikke kun efterstræbt af de ældre kunstnere, hun står model for. Hun knytter også kunstneriske venskaber med blandt andre Degas, bliver set som Gauguins forbundsfælle og forsvarer van Gogh, når nogle forsøger at afskrive ham.
Samtidig er navneskiftene kun en del af den selviscenesættelse, som Valadon bringer med sig fra tiden som model og ind i arbejdet som kunstner. Hun er nemlig en efterspurgt model, blandt andet fordi hun er i stand til at posere som alt fra blussende bondepige midt i en svingom (Renoirs ‘Dans i Bougival’, Musee d’Orsay) over Toulouse-Lautrecs portrætter med enten tømmermænd eller høj hat til farlig havfurie i Gustav Wertmanns ‘Sirenens kys’, som nu kan ses på Glyptoteket.
Måske morer det hende, at pynte på historien, måske gør hun det udelukkende for at fremme salget af hendes værker. I alle tilfælde har forskerne deres hyr med at rede trådene ud og finde frem til, hvad der rent faktisk skete hvornår og hvorfor. Det står dog fast, at Valadon konstant suger til sig, også i tiden som model.
For som kvinde fra arbejderklassen har hun ingen mulighed for en formel, kunstnerisk uddannelse. I stedet må hun uddanne sig selv, skabe sine egne kontakter og kræve den plads, hendes talent lægger op til.
Dette talent udmønter sig i værker, der måske nok deler motiv med mange af hendes samtidige kunstnerkollegaers malerier, men hvor al romantisering er som ætset væk. I stedet ses en usædvanlig sort og fed konturlinje, ikke mindst i hendes grafik, der hele tiden truer illusionen af dybe i gengivelsen, men aldrig helt ødelægger den.
Det skaber en spændende spænding internt i Valadon værker, hvor også hendes tilgang til de kendte motiver er en smule forskudt fra hendes mandlige kollegers. Det ses ikke mindst i ‘Nøgen kvinde siddende på sofa’ fra 1916, hvor det er som om farverne fra det storstribede tæppe, der dækker sofaen, er smittet af på modellens krop.
Fryser hun? Eller forsøger hun at beskytte sig mod vores blikke? Modellens eget blik fanger ikke fuldstændig vores, men ser ligesom skråt forbi én, når man står foran hende. Hvilket kun øger fornemmelsen af, at hun ikke er tilpas i situationen. Men om det skyldes at hun er blevet kold, angst eller misfornøjet kan jeg ikke helt afgøre.
Den slags tvivl kan være starten på en spændende tankerække, men selv uden den slags åbne spørgsmål er Valadon tit vidunderlig. En personlig favorit er et af hendes senere værker, ‘Det blå rum’, som desværre ikke er med på Glyptoteket. Men måske Pompidou ikke ville af med den skønne cigaretrygende og bukseklædte kvinde, der henslængt mimer adskillige Venuser i kunsthistorien?
Suzanne Valadon er virkelig en rebel, både når det kommer til hendes tilgang til maleriets mange motiver, og på det mere personlige plan. Som 18-årig får hun sønnen Maurice, der senere fik efternavnet Utrillo. Og da hun selv er i begyndelsen af 40’erne, indleder hun et forhold til Maurices ven, den kun 23-årige André Utter.
Forholdet fejrer hun med maleriet ‘Adam og Eva’, som André og hun selv står model for, mens hun skildrer den sammenbragte familie i et ‘Familieportræt’ fra 1912, hvor alle kigger hver sin vej på verden. Men andre ord lægger hun ikke fingrene imellem, men står i stedet stolt og stædigt ved sig selv og sine valg.
Det, og værkerne, selvfølgelig, gjorde hende til en efterspurgt kunstner, der udstillede og solgte flittigt, ikke kun i Frankrig, men også i USA. Men som vi har set det ske for kvindelige kunstnere igen og igen, forsvinder Valadon ud af kunsthistorien efter sin død i 1938.
Heldigvis griber Glyptoteket nu chancen for sammen med Barnes Foundation i Philadelphia, at reaktivere Suzanne Valadons værker. Og hun har virkelig meget at byde på. Både som model, maler og rebel.