Logo Trine Ross Rejser-kopi

TRINE ROSS REJSER

KUNSTREJSE TIL PARIS

Vi skal til Paris! Skal du med?

Vi skal opleve kunst i verdensklasse og nyde foråret i Byernes by!

Paris er ikke bare Byernes By - Paris var også gennem adskillige århundreder kunstens ubestridte centrum.

Vi fanger foråret i Paris, mens vi kommer til at svælge i alt fransk (og navnlig parisisk) fra den legesyge og flirtende rokoko over banebrydende impressionisme og ind i det 20. århundrede, hvor kunstnere som Picasso var med til at fastholde Paris som kunstverdenens absolutte centrum.
Det bliver 5 dage fyldt med verdensberømte kunstværker, men også mættet med den særlige stemning, som man kun finder i Byernes By: Paris.

Sammen lægger vi vejen ned til Seinen og det smukke Musée d’Orsay, der byder på en rent ud sagt imponerende samling af impressionistiske og post-impressionistiske mesterværker.

Vi når lige at besøge Centre Pompidou, som huser Europas største samling af samtidskunst, før museet lukker for at gennemgå en årelang renovering!
Og ikke nok med det: vores besøg finder sted i Pompidous  særudstilling af Suzanne Valadons malerier, som jeg glæder mig gevaldigt til at fortælle om! 
Måske kender du til hende fra Glyptotekets udstilling ‘Suzanne Valadon – Model, Maler, Rebel’?
Du finder min anmeldelse af den udstilling ved at klikke her!

Men vi skal også gæste det lidt mindre besøgte Musée Marmottan Monet, som byder på et overflødighedshorn af blandt andet mesterens åkander, Musée d’Art Moderne de Paris og endelig kunstsamlerne Nélie Jacquemart og Edouard André, som i 1800-tallet fyldte palæet med kunst og kunsthåndværk af højeste kvalitet.

Jeg viser rundt i den skønne villa og smukke samling – og giver en introduktion til
særudstillingen af den italienske barokmaler, Artemisia Gentileschi, der er den originale drama-queen!

Der bliver desuden tid til et besøg på det pragtfulde Musée Rodin, hvor vi også skal se skulpturer udført af hans kollega, elskerinde og måske også konkurrent, Camille Claudel, og nyde den vidunderlige have, der omgiver museet midt i Paris.

Undervejs oplever vi Byernes By, når vi slentrer langs Seinen, ser hvordan det er gået med genopbygningen af Notre Dame og spiser på særligt udvalgte lokale restauranter, hvor vi skal indtage velkomstmiddag, afskedsmiddag og tre frokoster i hinandens gode selskab.

Med så meget på programmet er det vigtigt, at vi har basen i orden, og det får vi på vores hotel, der har 4 stjerner og ligger supercentralt.

Kunstrejse til Paris 5. - 9. maj 2025

fra rokoko, over impressionisme og op til det 20. århundredes store mestre

DKK 21.200,- tillæg for enkeltværelse 3.500,-

Alt dette er med i prisen:

Fly København-Paris t/r, privat transfer mellem lufthavn og hotel t/r, 4 overnatninger4 stjernet hotel, morgenmad på hotellet, velkomstmiddag med vand, vin og kaffe, 3 frokoster med vand, vin og kaffe, afskedsmiddag med vand, vin og kaffe, lokal transport med bus/metro, samtlige entréudgifter, samt alle drikkepenge til chauffører og restauranter (undtagen hotelværelset). Desuden alle turistskatter. Derudover Ditte som min skønne medguide og, selvfølgelig, Trine Ross som rejseleder.
Prisen inkluderer iøvrigt, at der bliver plantet træer som modvægt til CO2-forbruget.

Hvad du selv skal betale:

Evt. mad på udrejsen, 2 x aftensmad på egen hånd, forplejning på hjemrejsen, samt hvad du måtte få lyst til at købe til dig selv eller andre undervejs! 

Husk endelig også at have gyldig rejseforsikring og afbestillingsforsikring.

Bemærk, at der endnu kan forekomme mindre ændringer i programmet.