Hvis du elsker Egon Schiele og Gustav Klimt, så er det her kunstrejsen, som du bare skal med på!
For Wien er ikke bare stedet, hvor værkerne blev vist og i hvis kunstnermiljø navnlig Klimt spillede en afgørende rolle, det er også her man finder flest af deres værker den dag i dag!
Elsker du Schiele og Klimt, så kender du titler som ‘Kysset’, ‘Judith II’ og ‘Tod und Mädchen’, men vi skal også se mindre kendte værker fra begge kunstneres hånd og derved få en dybere forståelse af deres kunst og udtryk.
Leopold Museet huser således verdens største samling af Schiele-værker, mens det majestætiske Oberes Belvedere byder på så mange mesterværker af de to, at det er både en fornøjelse, luksus og pine at skulle vælge!
Men vælge gør jeg, så vi kan koncentrere os om det allerbedste, de allervigtigste værker, og det gør jeg også, når vi gæster et af mine yndlingsmuseer: Kunsthistorisches Museum!
Her står vi ansigt til ansigt med verdenskunst af kunstnere som Rembrandt, Vermeer, Rubens, Rafael, Tizian, Giorgione, Caravaggio – og verdens største samling malerier af Bruegel, blandt dem ‘Jægerne i sneen’ og ‘Babeltårnet’. Det bliver bare ikke meget bedre!
Wien byder også på moderne mestre og dem møder vi på Albertina, hvor blandt andre Monet, Matisse, Picasso, Giacometti og Miró venter på os. Det er også her vi får en fornemmelse af, hvordan Habsburgerne indrettede sig i statelige sale, ligesom vi satser på at fange Dürers ufattelig livagtige hare!
Endnu længere op i tiden kommer vi i ‘Die Vereinigung bildender Künstler*innen Wiener Secession’, der er et kunstnerdrevet udstillingssted, grundlagt i 1897 af blandt andre Klimt.
Og så er det stedet, hvor vi sammen fordyber os i Klimts vægmaleri, ’Beethoven Frise’, som oprindeligt var et element i et større ‘gesamtkunstwerk’.
Wien er vidunderlig året rundt, men denne kunstrejse rammer alligevel noget ganske særligt, nemlig foråret i kombination med den kommende påske, hvilket betyder påskemarkeder på adskillige f byens ikoniske pladser!
Vi skal også en tur rundt på Wiens berømte Ringstrasse, som blandt andet fører os forbi Hundertwassers fabulerende facader, samt kigge ind i Wiens centrale domkirke: Stephansdom.
Og hele vejen igennem skal vi spise sammen på de skønneste restauranter, ligesom vi bor så centralt, at vi kan gå til det meste – og når vi ikke kan, så tager vi sporvognen!
Alt dette er med i prisen på 20.600 per person med et tillæg på 3.500 for enkeltværelse:
Fly direkte København-Wien t/r, privat transfer lufthavn-hotel t/r, 4 overnatninger på supercentralt 4-stjernet hotel, morgenmad på hotellet hver dag, tre fælles frokoster, inklusiv drikkelse og kaffe, velkomstmiddag, inklusiv drikkelse og kaffe, afskedsmiddag, inklusiv drikkelse og kaffe, offentlig transport, alle nævnte museumsentréer, samtlige drikkepenge (undtagen på hotelværelset), samtlige turistskatter og så, selvfølgelig, min søster Ditte som min skønne medguide og mig som rejseleder.
Prisen inkluderer iøvrigt, at der bliver plantet træer som modvægt til CO2-forbruget.
Hvad du selv skal betale:
Eventuel mad på udrejsen, 2 x aftensmad på egen hånd (sikkert i godt selskab med andre medrejsende!), forplejning på hjemrejsedagen, evt. lidt håndøre til hotellets rengøringspersonale, samt hvad du måtte få lyst til at købe med hjem til enten dig selv eller som gaver!
Husk endelig at have gyldigt pas, samt rejseforsikring med afbestillingsforsikring.
Da dette allerede er en voldsomt populær kunstrejse, skal du ikke vente for længe med at melde dig til!
Jeg håber at alle, der vil, kan komme med!
Bemærk, at der endnu kan forekomme mindre ændringer i programmet.